Det Nordatlantikse Fyr i Hanstholm

Hanstholm Fyr – mødestedet mellem kunst og natur

Fremtidens Hanstholm fyr arbejder med kunst, natur og mennesker. Fyret er mødestedet for fagfolk og lokale kræfter, der sammen udforsker og formidler forholdet mellem natur, kunst og menneske, som det udfolder sig i nutiden og har udfoldet sig i historien. ”Naturen i kunsten og kunsten i naturen” er udgangspunktet for den aktivitet, refleksion, fordybelse og formidling, der er fyrets helt specielle DNA.

Hanstholm Fyr ligger som en markør og vartegn for Danmarks nordvestligste punkt. Det bygningsfredede fyrkompleks er totalrenoveret udvendigt i 2015, og den indvendige istandsættelse er påbegyndt. Thisted Kommune er bygherre og forventes klar til åbning i august 2017.

Fyret ligger ved den nordlige afgræsning til Nationalpark Thy og Hanstholm Vildtreservat med udsyn over store uberørte klitheder og Vesterhavet. Her lå den stærkeste fæstning på den tyske Atlantvold under 2. verdenskrig, og her besøger mere end 50.000 personer fæstningens dokumentationscenter og de tilbageværende bunkers. Det lille bysamfund Hansted undergik igen en stor omvæltning i 1960´erne, hvor staten byggede Hanstholm Havn, og en ny by skød op omkring det, der i dag er Danmarks største fiskerihavn.

Ud over adgangen til selve fyrtårnet med udsigten over hav, havn, by og vildtreservat er fyret stedet for udstillinger, workshops, arrangementer, refugium, artists in residence etc. Som basisbenyttelse er der indgået aftaler om lokal musikskolevirksomhed, turistkontor i sommerperioden og en trædesten, en nordlig indgangsport for Nationalpark Thy. En vigtig samarbejdspartner er fyrets støtteforening, som fortsat skal drive aktiviteter på området.

Det store fyrkompleks med redningshus, skibningshus og den frodige have ud til skrænten mod Danmarks sidste vildmark rummer mange flere muligheder og visionen er at Hanstholm fyr inden for en kort årrække vil være samlingspunkt for en international smeltedigel, der vil præge området lokalt, regionalt og nationalt.